|
Dublin med kurs mod Vestafrika.
Godt nytår derude. Hvad synes, du om Margrets nytårstale? Og ikke mindst Helles? Uha, den sidste var vanskelig. Og anderledes al den stund, at det for første gang var en kvinde. Jeg synes, der til trods for Helles næsten computeranimerede ydre, skinnede medmenneskelighed igennem. Men rammen var mørkedyster. Der er storm forude. Storm over Biscayen.
Jeg sluttede det gamle år af med at skrive, at jeg ringede til Michael. Det gjorde jeg bestemt også. Han havde lige på det tidspunkt sidst på aftenen den 28/12 Dropboxet mig 3 trommetracks. Godt med skæve taktarter. Det lød skidegodt. Jeg kunne synge noget ovenpå det allerede ved første lyt. mens vi havde telefonerne åbne. Så næste dag den 29. gik jeg igang, og jeg kunne allerede næste dag Dropboxe 14 nye kanaler tilbage til et af tracksene, som Michael havde kaldt DUBLIN alene af den grund, at han havde indspillet en Edge agtig guitar. Du kender selvfølgelig The Edge, ikke!? Stilskabende guitarist i U2.
Jeg fokuserede imidlertid ikke på guitaren, men på nogle af de fede polyrytmiske trommer, Michael havde indspillet. Og pludselig kom der en masse korstemmer på og en melodi, som fløj det hele indover Afrika. Og hvis man sætter guitaren på, har man pludselig noget helt nyt, som gør at de 2 destinationer fjernt fra hinanden pludselig smelter sammen og blir til noget helt nyt. Så på kort tid inden lukketid fik vi lavet en ny sang.
21:03 1/1 2012 / Karl-Erik Pedersen
Fucking 2011
Jeg var hård ved dig for et par uger siden 2011. Men jeg syntes sgu, det var helt på sin plads. Du har virkelig været en hård nyser. Har kastet os rundt mellem 20 m høje orkanagtige bølger. Givet os tæv med våde kæppe og skåret i os med sløve slagterknive.
Meennn...jeg må indrømme, at det slutter lidt bedre, end jeg havde frygtet. Al den nye musik, der er kommet. Især det sidste halve år. Jeg var jo inde på, at det var os selv, som havde klatret op ad bjerget, men så med et, er det jul og lysene kan jo få noget varme frem i én. Selv et gammelt stenhårdt hjerte som mit kan vel blødgøres. Ebeneezer Scrooge endte også med at lade sig lokke af julen.
Hmm...nu skal jeg passe på med ikke at lægge mig ned til tælling, 2011. At blive alt for rørstrømsk. Men det glædede mig meget, at min sang 'Nitton år', som er den svenske udgave af vores sang 'Deep Deep Waters' endte på Björn Afzelius genudgivelse 'Tusen bitar - sånger om kärlek och rättvisa' på Metronome Warner Music Group Company lige før jul.
Lad os give hinanden et kram, 2011!! Lad os forbrødres og drikke et glas sammen en af dagene. Der er ikke mange tilbage. Og jeg kan selvfølgelig sagtens fremture her og lyde vennesæl, når jeg ved, at jeg om få dage aldrig kommer til at se dig igen. Men jeg vil huske på dig. På godt og ondt. Håber jeg kan bruge dig som løftestang i kampen med din storebror 2012. Eller storesøster!? Må hun være mild og god.
Nå, men nu ringer jeg til vores gode rythmace, Michael.
22:03 28/12 2011 / Karl-Erik Pedersen
NYTÅR IGEN IGEN
Det sidste jeg har skrevet i denne blog er:
'2 0 1 1!!! Kig lige på det engang! Tag det ind i munden. Tyg lidt på det. Bland evt. med lidt portvin eller andet, du holder af. Tyg endnu mere på det. Spyt det så ud! Er det ikke fedt!???'
Hvor kom den optimisme dog fra?
En jyde som jeg burde være rutineret nok til at tage den slags udsagn i opløbet. Brutalt sparke det over benet. Lave et professionelt frispark lige på kanten af feltet. Hvad lignede det, at tage sådan på vej? Det er jo skingert!
Men sådan siger jeg jo også udelukkende, fordi 2011 for flere af os har været et eklatant lorteår på det personlige plan. Et år som burde ekskluderes fra samtlige fremtidige historiebøger. Jeg skal personligt rive det ud af alle oplag fra nu af. Lys det i band. Udstede en fatwa over det år. Og lad det ikke slippe afsted med en betinget dom. Frækt som en slagterhund. Pinefuldt og trist også. Hårdt og ubarmhjertigt. En Nobelpris og en kasse øl til ham, der har fået bare en smule brugbart ud af det år........hm.......øh......jamen OK øllet beholder vi selv, for under menupunktet '2011' kan man jo læse, at selvom alt er gået os imod, så har vi udnyttet det - måske som drivkraft - til at lave de nye sange, vi gerne ville lave. Men det er ikke 2011, der er skyld i det. Det er os, der har arbejdet mod alle oddsene. Vi har besteget bjerget. Klatret med vores bare hænder.
Jeg ville være forsigtig med 2012 kære læser! Ikke bare hoppe ned fra stolen nytårsaften i en champagne brandert uden at tænke på noget som helst. Mærk grundigt efter før du hopper ind i det. Det skal have den rette temperatur.
00:37 16/12 2011 / Karl-Erik Pedersen
PS.: Der er nyt på hjemmesiden her
- 2011 omrids af ny musik
- Bloggen
- Forsiden
Send os da en mail og lad os høre, hvad du synes :-)
NYTÅR
Her, hvor det nye år truer med at kvæle og overtage det gamle - de er sgu ubarmhjertige de år - så er det da tid til at tage afsked med 2010 og sige goddag til det næste. Nu er vi ikke der, hvor vi holder nytårstaler og den slags. Vi er spillemænd og det andet bekommer slet ikke os. Ikke fordi vi ikke har et eller andet at sige om diverse, men i erkendelse af at hver mand synger med sit næb - så må vi sige, at vi trives bedst med en guitar eller lignende i hænderne. Musikken er vores sprog, men på den anden side, så må vi også sige, at sproget er vores musik. Intet er entydigt. Og bedst som vi har smidt PÅ DANSK på gaden den 15. november, så lancerer vi '2011'. Det er nemlig projektet for det næste år. Vi er stadig i 2010 og kan derfor ikke løfte sløret for ret meget endnu andet end, at du er nødt til at følge med her på sitet. Men vi skal nok tegne og fortælle. Det er nemlig det, vi vil med musikken. Vi spænder et kanvas ud og maler med den brede pensel.
2 0 1 1!!! Kig lige på det engang! Tag det ind i munden. Tyg lidt på det. Bland evt. med lidt portvin eller andet, du holder af. Tyg endnu mere på det. Spyt det så ud! Er det ikke fedt!???
UDE AF VORES HÆNDER
Så oprandt dagen hvor PÅ DANSK blev tilgængelig for alle. Det er idag, vi sender vores barn ud i den store verden. Vi har vinket farvel i gadedøren. She's leaving home....
PÅ DANSK er nu uden for vores kontrol. Det har været svært at give slip, men nu hvor det skal være, må vi være ærlige og sige, at vi gerne mister kontrollen helt og aldeles. Tænk hvis PÅ DANSK kommer til at skabe kaos i gaderne. Regeringer falder på stribe som følge af dette kraftfulde album. Det forlyder at små ukendte stater må sende hære ud for at dæmpe gemytterne. Og at det slet ikke er nok til at slå masserne ned. Revolutioner opstår.....og...og...Obama ser sig nødsaget til at samle.....
OK OK jeg skal nok falde ned nu. Men det er svært ikke at lade sig rive med, når man udgiver noget nyt. Ens hjerteblod. Det er en kliché, men den er ikke desto mindre sand. Dejlig er det tænke, at vi nu har trukket en streg i sandet, og at vi kan komme videre på nye eventyr med et nyt album i rygsækken.
Man lader sig også rive med, når vejret er så smukt som idag. Der hænger en lav århusiansk sol over byen, og det får den ellers mørke og våde november til at tage sig helt anderledes ud. Det kan altså ikke være tilfældigt, vel! I får lige et billede af en rapsmark fra min barndomsby Hobro. Det må være solskinnet, der får mig til at tænke på det billede for det har jo egentlig ikke rigtigt noget med sagen at gøre.
Og så tror jeg lige, jeg kigger ekstra godt efter i aften, når jeg ser TV-avis. Om der ikke alligevel skulle være faldet et styre i en eller anden bananrepublik et sted ude i verden. Det er sgu et stærkt album :-)
IKON
'På væggen i min bungalow hænger et smukt ikon. Et træsnit i guld på en flammende rød bund. Jesus og de tolv disciple om bordet for sidste gang'.
Sådan starter sangen IKON. Jeg faldt lige over et foto af dette ikon. Det hænger faktisk på væggen i min bungalow. En nøgtern og nøgen konstatering med et enkelt tillægsord til et bløde op for den seismografiske præcision. Træsnittet er købt i Athen, men ikke af en gammel blind mand, som sangen videre postulerer. Herfra hersker den digteriske frihed, hvor man ikke længere kan skelne mellem virkelighed og fantasi. Men det er jo sådan sange blir til. Ellers ville de bare være opremsninger af observationer. Eller paroler og slagsange.
Jeg syntes da lige, I skulle se billedet.
JUL OG ØL
Herinde i vores lille hjørne af det mægtige og nærmest uendelige cyberspace ynder vi at kalde NAKED FISH for et ganske lille band - iøvrigt et citat hentet fra en sang af C.V. Jørgensen. Nu forholder det sig jo sådan at Jakob og Karl-Erik spiller med i et endnu mindre 'ganske lille band' nemlig den benhårde og yderst sejlivede trio The Sharks. Det er sammen med sangeren, trommeslageren og storcharmøren Lars Sletten Thomsen. Den lille trio modstår vejr og vind.
Denne weekend tilbragte The Sharks i Hjørring og omegn (Lønstrup) for som så mange gange før at spille på den store gamle musikcafé Cafe Ciffy. Det har bandet gjort over 120 gange før, så det er med en vis rutine, de tre går på scenen.
Denne weekend var imidlertid ved at slå dem en smule ud af kurs. Da bandet ankom fredag aften for som vanligt at stille op i fred og ro, mødte der de 3 et absurd scenarie. Hele stedet, som er i to etager med balkon på 3 vægge, var udsmykket med gran og blinkende pærer. Ud af de store højtalere tordnede hårdtpumpede remakes af Jingle Bells og et par andre juleklassikere om og om igen. Juleøllet var nemlig i handlen, og folk flokkedes i hobetal for at smage på denne ellers ganske gennemprøvede drik.
Udstyret skulle slæbes ind og hver gang en af de tre gik udenfor for at hente noget var kontrasten slående. Indenfor blev man på en måde udsat for et attentatforsøg af påtrængende juletraditioner, men udenfor var det en mild stille aften. Vi er kun i starten af november og nissehuer og alt hvad der tilhører af udstyr er allerede i omløb. Nissehuer med blinkende lys ikke mindst. Senere på natten kunne man se folk gå rundt med disse blinkende huer og det gav nattelivet og forlystelsesgaden et ret futuristisk præg, når man så det hele på afstand.
Kalenderen blev sat på endnu en prøve næste aften, hvor The Sharks også skulle spille. Da kom en musiker og ville låne et mikrofonstativ, da de havde glemt deres i bandet, som skulle spille længere henne ad gaden. Nå, hvad skulle de så spille? Jo, de spillede tyroler musik!!! Der skulle nemlig være oktoberfest og ølfestival!!! I starten af november.
Det kan nok være kalenderen er blevet sat under pres i disse tider for at få plads til det hele. Juleaften 5. november og oktoberfest aftenen efter :-)
Koncerten forløb forresten forrygende. Det gjorde begge aftener. Masser af søde mennesker. Og juleøl kan få blodet til at rulle. Men vi synes dog først julen bør fejres i julemåneden december. Og for ikke at sjuske for meget med kalenderen, mener vi bestemt også at en oktoberfest bør fejres i oktober. Men sådan kan meninger jo være så forskellige.
TIDEN NÆRMER SIG
Så nærmer tiden sig i den grad dagen for den længe ventede udgivelse af PÅ DANSK. Vi gør os ingen illusioner om, at tusinder står i kø foran diverse webshops på næste mandag den 15. november, for den slags sker vel kun for X-Factorvindere, Lady Gaga og den nyeste Twilight film.
'Længe ventet' går mere på os selv. Vi har ventet længe. Der har være forsinkelser og benspænd. Men nu er det oppe over, og det blir skønt at få trukket en streg i sandet, så nye fodspor kan sættes. Vi har heldigvis fået utrolig god respons allerede fra vores testpanel af lyttere. Så vi er faktisk glade og tilfredse.
Hvor de nye fodspor kommer til at føre os hen, er ikke helt klart endnu. Men vi har flere sange, som ikke nåede med på pladen, og vi har nye på vej. Vi kunne lave en EP. Vi har også flere indspilningsprojekter igang. Det kunne være dejligt at få luftet musikken live - måske til foråret.
GENKENDT I BERLIN
Er du egentlig klar over, at Tyskland er det største medieland i Europa? Måske ikke så sært når man tænker på landets størrelse, så det overrasker nok ikke. Men er du så klar over, at Tyskland er det 3. største land, hvad angår musiksalg på CD mm? I hele verden. Det er altså ikke noget uheldigt sted at befinde sig, hvis man skal gøre sig håb om at få udbredt sin musik til flere end bare familie og venner.
Det var nu ikke derfor, jeg på en sommerregnvejrsdag befandt mig i Berlin sammen med familien. Det var for at suge impulser ud af denne prægtige by, som er så gennemsyret af fortidens små og store synder. Men byen er heldigvis meget andet end krig og mur. Tag smeltedigelen Kreuzberg. Her blandes indvandrerkrydderierne med BZ'ernes tunge militærstøvler og frem kommer en skæv og rå, her-og-nu modernitet. Tibetansk take-away, Döner kebab og den uundværlige Curry Wurst side om side som en eventyrlysten tysk VM midtbane.
Men den alvorlige fortid skal også besøges fra tid til anden, så man ikke glemmer. Dagen med sommerregn stod jeg derfor i Berlins store symbol på 2. Verdenskrig. Så på billederne på dette meget dystre sted. Havde været der flere gange tidligere, men Gedächtniskirche er så intens - der midt i det gamle Vest Berlin, at den har en dragende effekt.
På vej i U-bahnen fra Kreuzberg til området omkring Wittenbergplatz havde jeg følt mig...ikke 'forfulgt'. Det vil give historien en forkert drejning, selvom Kold Krig, Berlin og le Carre kunne være en spændende vej at dreje nedad. 'Iagtaget' er nok et bedre ord. 'Lagt mærke til' er måske endnu bedre. Da jeg så en mor med ikke mindre end 4 børn, som alle sad og kiggede på mig, overvejede jeg om der var noget med min beklædning, mit hår eller sad prisskiltet stadig på min skjorte. Et eller andet var galt.
I kirken gik jeg rundt og fornemmede atmosfæren. Fornemmelsen af at være 'iagtaget' vendte tilbage. Og denne gang var der ingen tvivl. Et ægtepar i halvtredserne kiggede meget tydeligt på mig. Især konen. Jeg gik videre. Nu er stedet jo ikke stort, så jeg kunne ikke lige ryste dem af. Der var noget før-murens-fald-agtigt over det. En hemmelig besked som skulle afleveres fra en spion ovre på østsiden. Måske en mikrofilm! Det tog overhånd, og der var ikke andet for mig at gøre, end at gå hen til dem. Konen skyndte sig væk, men manden blev stående - tapper. Jeg spurgte ham, om vi kendte hinanden. Jeg husker ikke, om det var på tysk eller gebrokkent engelsk. Så kom det! Han sagde, at hans kone mente, at jeg var kendt fra TV!!!
Nu stod jeg der på dette dystre sted. Et sted til eftertanke og sjælelig fordybelse, og jeg blev ramt af dette lyn af et udsagn. Lige i hjertet af Europas største medieland og Verdens 3. største CD marked. Her var der åbenbart nogen, som kendte mig fra TV. Kunne næsten ikke blive større. Her skal low-budgetbandet NAKED FISH igang med at promovere 'På dansk' som udkommer til november, og så er der åbenbart nogen i mægtige Tyskland, der allerede kender én.
I de få sekunder lynet glimtede overvejede jeg, om jeg skulle hoppe med på vognen. Lade som ingenting. Skrive en autograf til fruen på en valgfri kropsdel. Andre ville komme til, tumult ville opstå, og jeg måtte flygte over hals og hoved ud i regnen - væk væk væk fra denne altædende masse af fans. Havde allerede hånden på bic kuglepennen i lommen.
Men du har jo allerede regnet ud, at det ikke gik sådan. Dertil ved du godt at en besindig jyde som jeg, aldrig ville lade mig rive med på den måde. Slet ikke midt i Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche. Så jeg nøjedes bare med 'Nein, ich bin nur ein Dänischer Musiker...'.
Jeg husker ikke, hvad jeg ellers fik fremstammet. Det virkede dog ikke helt somom, de troede mig. Uanset hvad så blev jeg altså iagtaget, da jeg åbenbart kunne forveksles med en TV personlighed i Tyskland. Det måtte jeg finde mig i.
Gad vide om jeg er talk show vært, vejrmand eller fodboldkommentator!
-----
BLÅBÆRMUFFIN
Den anden dag fulgtes jeg med min yngste datter på 8 år. Hun havde fået en lækker muffin med blåbær. Det skulle blive en sand himmerigsmundfuld, som hun forventningsfuld satte tænderne i. Jeg kunne straks se på hendes øjne, at fuglene sang kraftigere og vintergæk og erantis voksede en centimeter, for forventningerne blev i den grad indfriet. Foråret sprang simpelthen ud inden i hende.
For mig var øjeblikket formodentlig lige så fantastisk, som det var for hende. Der var bare to forskellige årsager til glæden. For hende var det nydelsen af at sætte tænderne i den lækre blåbærmuffin, og for mig var det selvfølgelig glæden over at se hende nyde blåbær og forår.
Det fik hende til at åbne munden for at fortælle om den skønne oplevelse. Og sikke en mund hun havde fået som ekstra gevinst. Blå af bær. Sikke et syn. Det fik vi meget sjov ud af at tale om. Hun havde fået blåbærmund. Kunne man ha' blåbærøjne? Og hvor hurtigt kan du sige blåbærblå? Hov...det lød jo godt. Hvad med: 'hendes øjne blev blåbærblå'? Hvor hurtigt kunne man sige det? Det lød endnu bedre. Det måtte der laves en sang om.
Og sangen er netop blevet færdig for en time siden, her på den langfredag. I min barndom var alt lukket. Senere da jeg begyndte at spille jobs, måtte man først spille efter midnat. Og biograferne var lukkede. Sådan er det ikke længere. Selvom det er årets mest hellige dag.
Her får du sangen, som er så ny, at blækket end ikke er helt tørt. Så watch out hvis du sætter en finger på. Den er så ny, at jeg endnu ikke har indspillet den, så det er med en vis risiko at offentliggøre den her. Dels er den ikke prøvet af, så der kan være fejl i den, dels kan du jo stjæle den. Nu ved jeg imidlertid at du er et regelret og retskaffent menneske, som aldrig ville kunne finde på den slags. Så jeg løber risikoen.
Musikken under teksten, som du må høre en anden gang blev til i et sommerhus ved Ebeltoft for 2-3 år siden i en periode, hvor jeg spillede meget fingerspil på guitaren. Så på computeren ligger der 5-6 ideer med udgangspunkt i g-strengen som alle er fjerne fætre og kusiner til Paul McCartneys sang 'Blackbird' som er blevet til på samme måde. Der er dog ingen ligheder.
Jeg indspillede et par guitarspor og var så ved at indspille noget bas, da jeg begyndte at spille melodi på bassen. Det lød godt, så det er på bassen melodien er blevet til. Det er utraditionelt. Og på den måde blev der sendt endnu en skjult hilsen til Sir Paul. Han var nemlig banebrydende mht. basspil og navnlig melodiøst basspil. 'Skjult' fordi bassen har måttet vige til fordel for vokalen, da en bas ikke rigtigt kan formidle en tekst, som tager sit udspring i en blåbær muffin.
BLÅBÆRBLÅ
Hun vented' på ham i porten
samme tid hver eneste dag
hun ku' mærke sit hjerte slå
hurtigt var han væk igen
hendes øjne blev blåbærblå
hver gang hun så ham komme og gå
hun talte hvert et blåt sekund
resten af dagen gjorde ondt
et flygtigt glimt et kort øjeblik
syv skridt og så var han væk
hendes øjne blev...
årene er gået med tiden
hun tænker stadig på ham
hendes øjne blir blåbærblå
selv efter alle de år
når timen blir mørkeblå
resten af dagen gør stadig ondt
hendes øjne blev...
-----
MASTEREN OG BANKBOKSEN
God eftermiddag
Fik jeg egentlig skrevet om bankboksen og masteren? Jeg skrev for at par uger siden, at jeg ville.
Masteren til det kommende NAKED FISH album ’På dansk’ har ligget godt gemt af vejen i min bankboks under en bank her i Århus. Nu er det jo ikke sådan, at jeg frekventerer boksen i tide og utide. Har ingen juveler eller andet, jeg skal holde øje med. Så jeg glemmer proceduren fra gang til gang.
Man har en kode, et plastickort og….en nøgle. Min bankboks er i øvrigt meget moderne. Der findes kun 2 af slagsen her i landet. Et lukket rum med tastaturer og en boks, som kommer op automatisk langt nede fra den århusianske undergrund. Lidt Mission Impossible-agtigt. Og det var det også ved at blive, da jeg skulle hente masteren, for at overgive den til de gode mennesker hos AIR PLAY SONY DADC DENMARK (meget mundret, ikke!), så de kunne sende den til Østrig, hvor den er blevet mangfoldiggjort (minder mig om at jeg lige skal checke, om de ved en fejl har kommet Hansi Hinterseer på i stedet!!! Eneste formildende omstændighed ville da være, at vi i så fald ville være nummer 1 på hitlisten).
Nøglen for pokker!!! Hvor var den? Kode og kort havde jeg endelig fået styr på. Måtte til sidst efter flere dages søgning hid og did her i huset ringe til banken. ’Har du smidt nøglen væk?’ jeg kunne høre på det bebrejdende tonefald, at det blev der ikke set på med milde øjne. Et tonefald jeg også har hørt på svensk for et par måneder siden, da jeg skulle forklare, at jeg havde mistet 2 skikort. Det kostede imidlertid kun 100 svenske at få 2 nye. Ingenting ved siden af de 1000 danske kroner, jeg måtte ryste op med, hvis jeg ikke fandt nøglen til bankboksen. Der skulle nemlig bestilles en låsesmed, som så skulle bore boksen op, hvor den uvurderlige Naked Fish musik lå. Intetanende og trygt henslumrende.
Tonefaldet på både dansk og svensk efterlod mig ikke i tvivl om, at jeg dog var en fuldstændig umulig klovn. Well…det måtte jeg jo nok give dem ret i. Klovnagtig opførsel af den mest latterlige. Hvordan kan man miste 2 (!!!) skikort? Og en vigtig nøgle?
Nå, men i fredags var jeg så inde hos Lars Alsing i AIR PLAY SONY for at hente et par eks. af det nye album. Og jeg sidder netop og kigger på det nu, mens jeg skriver. Og så er du selvfølgelig overordentligt spændt på, om jeg måtte slippe de 1000kr og lade en ivrig låsesmed komme til.
Kan ikke huske, hvad jeg skulle med Daniel Boorstin’s store bog om skabere af hverdagskunsten DE STORE SKABERE, men hvorom alting er så faldt nøglen ud af bogen, da jeg tog den ud af reolen. Der havde jeg altså i juni måned sidste år i en totalt anfald af storheds vanvid gemt nøglen (Hr. tyveknægt, som naturligvis læser denne blog! Den ligger der ikke længere). Måske førte nøglen mig til bogen i sin tid. Det valgte jeg at tro, da jeg lettet kunne aflyse låsesmeden, og i en mail triumferende fortælle banken, at jeg havde fundet nøglen. Det var jo en slags oprejsning. Fra at ha’ været en klovn kunne jeg nu mærket suset fra ’De store skabere’.
Skikortene!!! Dem taler vi ikke mere om.
Fortsat god søndag.
-----
DRAMADRONNING
I en mindre by et sted i Danmark bor et par, som lever livet for åbent tæppe. De skændes så det brager alle ugens hverdage. De gør det så højlydt, at alle kan høre og se det. Måske ophidser opmærksomheden dem endnu mere.
Folk i byen har deres egen doku-soap, de kan følge med i og tale om, når de mødes henne i Brugsen. De behøver ikke store teaterproduktioner eller manuskripter af Strindberg eller Bergman.
Heldigvis er det ikke en tragedie men hverdagens drama, hvor parret bruger de 5 hverdage til at nå klimaks og forenes i weekendens store finale.
På indspilningen, som var den sidste bandet lavede, blir der spillet indædt og veloplagt ikke mindst af rytmegruppen med Jakobs magtfulde baslinjer under Michaels swingende trommespil. Og så må man ikke glemme noget så sjældent som en fantastisk slideguitarsolo af Janus.
DRAMADRONNING
(Musik og tekst: Karl-Erik Pedersen)
de levede som hund og kat
råbte højt og gjorde ved
og alle folk i byen vidste alt
om hvad der foregik
bag den grønne ligusterhæk
i et helt almindeligt gulstens hus
kunne alt gå op i flammer
når hun så rødt
dramadronning hun var dramadronning
og han var konge af den dårligste undskyldning
de laved’ hver dag om til teater
der var Strindbergske scener fra morgen til kväll
tallerkenerne blev kastet
allerede mandag eftermiddag
når han var kommet med
ugens allerførste søgte forklaring
de gennemspillede scenerne
om og om og om og om igen
publikum gik aldrig
skuffede hjem
dramadronning.........
der blev råbt og der blev skreget
helt igennem hele ugen
men når det så blev weekend
var det blomsterne der kom frem
der blev bandet og leget med ild
fra mandag hen til fredag
men det endte alligevel med forlig
og et kæmpe festfyrværkeri
dramadronning.........
-----
FUCKING RUMPROBLEMER
Igår sad Ulrik og jeg bag mixeren i Bust Studio, og arbejdede intenst med detaljerne på en indspilning til et album, som kommer senere på året.
Der var problemer med forbindelsen imellem ProTools og en rumklang, og Ulrik var ved at gå ud af sit gode skind, fordi han ikke kunne finde fejlen. Mod slutningen af sessionen kunne han ikke længere holde sine frustrationer tilbage, og meget mod sædvane - for Ulrik er et meget velopdragent menneske - udbrød han '....hvis vi ikke have haft de fucking rumproblemer så....'.
Da mistede jeg koncentrationen, mit blik blev indstillet på uendeligt og mine tanker forsvandt i kredsløb omkring fjerne planeter og galaxer. At katapultere et så jordbundet ord som FUCK langt ud i rummet var en genial bedrift. En bedrift på linje med Armstrongs, Einsteins og Lennon/McCartneys.
Stor ros til Ulrik. Det må der kunne skrives en ny sang om. Og nu vi taler om sange, så skal vi ikke glemme, hvad vi egentlig er her for, nemlig for at skrive om det kommende album med NAKED FISH 'På dansk'. Her kan du f.eks. læse lidt om første sang på CD'en:
'DEN RETTE VEJ
På din ene skulder sidder en engel og på den anden en djævel. De taler til dig, men hvem lytter du til?
Nogen har måske prøvet at vågne op et helt forkert sted, på et helt forkert tidspunkt, Hvor man har ramt helt og aldeles ved siden af.
Kan man undskylde sig? Kan man finde en fornuftig forklaring på, hvorfor man skred i svinget og røg i hegnet? Og hvordan finder man, mon nogensinde tilbage på 'Den rette vej'?
Det er et luftigt og swingende nummer - Naked Fish på soul.
Tætte og karakteristiske blæsere spillet af Ulrik, tillagt et særdeles veloplagt kor af Rikke Mach. Lagt på en gyngende bund.
Albummet er skudt i gang – Naked Fish anno 2010. '
Mere om den senere. For vi er da også nødt til at sende teksten i kredsløb i cyberspace. Håber ikke den får 'fucking rumproblemer'.
-----
SPICE GIRL
Jeg tænker på at lave en sang udfra denne lidt fjollede sætning:
'det var den dag himlen var håndsky'.
Ikke sikkert jeg får det gjort, og farligt at smide det ud på nettet.
Ubeskyttet af alverdens ophavsret.
Her er en anden tekstbrok, jeg har på lager, og som måske engang
enten blir længere eller også rafineret ned til en sangtekst. Jeg
skrev det en aften min ældste datter på 12 år kæmpede med, at
skrive et digt. Beredvilligt trådte hendes far til, for at vise at man
kunne få noget ud af det nære og det helt almindelige. Min ordskvalder
blev ualmindelig hårdt anmeldt af hende: 'sådan noget vrøvl vil et 12
årigt barn da aldrig skrive - krydderier hrpff.....'.
'Tænk hvis jeg ikke skulle skrive dette digt.
så ville jeg sikkert have ryddet op på min krydderihylde.
Jeg ville have ordnet glassene i farver okker, gul, grøn
jeg ville have fået chili på fingrene og gnedet mig i øjet
svien ville have fået mig til at græde salte tårer
som ville dryppe ned på køkkenbordet
jeg ville snøftende have tænkt på alle de
fjerne egne hvorfra oregano, safran og karry kommer
jeg ville have nyset ved lugten af nærkontakt med sort peber
og til sidst ville jeg påbegynde en kogebog med opskrifter på ny krydret mad
som kun kunne laves ved fantasiens hjælp
bombastiske hovedretter og hidtil uhørte eksplosioner af dufte og smag
jeg ville derefter til allersidst have overvejet om ikke kanibaler siger 'nej tak'
til forret og dessert, men nøjes med hovedret
Alt det kunne jeg have nået, hvis ikke jeg skulle skrive dette lille digt.
-----
NOTESBOGEN
Her er en lille historie, som indeholder linjer, som senere er brugt i sangen BRÆNDENDE SOL, som er sidste sang på det nye album. Sang nummer 11.
Hvad er det første man skriver på nye ubeskrevne sider i en splinterny og jomfruelig notesbog af den absolut lækreste kvalitet?
Billige notesbøger og andre hæfter er igennem årene blevet fyldt med ideer, noter, snik snak, løsrevne linjer, rene fjollerier, citater, digte, sangtekster og andre eskapader. Side om side står de i min reol i al deres mangfoldighed af farver og størrelser. Tykke, tynde, røde og blå.
Jeg har altid været tiltrukket af notesbøger, uden dog at ville kalde mig selv fetichist. En særegen passion vil nogen måske sige, men trangen til at åbne bogen og lade kuglepennen arbejde sig henover blanke hvide sider med eller uden linjer, har været der siden barnsben. Dengang afholdt jeg mig imidlertid fra at skrive ord. I stedet tegnede jeg kort. Verdenskort og andre mere detaljerede kort over fantasilandskaber og nyopfundne lande.
Jeg mærkede infrastrukturen op, tegnede floder og bjerge. Mest holdt jeg dog af at opfinde og tegne ø-riger. I en notesbog var det mest overskueligt med ø-riger.
Senere kom der ord på – eller rettere tal. For op igennem den senere del af min barndom skrev jeg minutiøst små referater af fodboldkampene, jeg deltog i som spiller for den lokale fodboldklub. I starten var det bare modstanderen og så resultatet. Tørt sobert og konstaterende. Men det udviklede sig til at jeg også indskrev, hvem der havde scoret målene, og andre små detaljer, som måske kunne virke fuldstændigt ligegyldige for andre, men som syntes at blive tiltrukket af mine notesbøger.
Her er det måske på sin plads at komme med en indrømmelse. Jeg skrifter hermed en af barndommens synder, for disse tiltrækkende sider jo også bruges til. Måske skulle jeg undlade at gøre det i denne notesbøgernes Ferrari, for i en så lækker bog, kan jeg ikke bare strege over og rive sider ud uden at have dårlig samvittighed over at skamfere bogen. Lige siden barndommen har jeg derfor holdt mig til billige modeller, som eksempelvis notesbøgernes billigbog – den fra Kina. En ren Trabant ved siden af den jeg netop skriver i.
Tilbage til bekendelsen: jeg pyntede en smule på resultaterne! Senere tildelte jeg også mig selv rollen som fiktiv målscorer, selvom jeg nok tilbragte det meste af tiden i løbet af en kamp i området omkring midtercirklen. Jeg var bestemt ikke den typiske målscorer, som blev fejret med pokaler, når sæsonen var slut. Jeg var mere holdets bryggerhest, som i notesbogen drømte om at springe ud som fuldblodsaraber.
Endnu flere ord kom der på i teenageårene. Fodboldresultaternes mere eller mindre redelige optegnelser blev skiftet ud med gymnasietidens hysteriske og patetiske falbelader, hvis højspændte hjertebanken kunne holde en mellemstor provinsby ved lys hele vinteren igennem, og hvis nutidens illuminerede juletræer og amerikaniserede julepynt dengang havde været hver mands eje, kunne hele byen have stukket det store stik i min nussede notesbog, som dengang mere havde karakter af poesibog. Det var beskrivelser af det gnistrede spændingsfelt mellem livets dorske virkelighed og de mange drømme, som blev beskrevet som florlette utopier. Helt almindelig standard pubertetsdrama.
Det er ikke længe siden, jeg bladrede lidt i nogle af bøgerne fra dengang. Tænk hvis der skulle ligge nogle guldkorn gemt på en af siderne. Eller glemte og hengemte perler, som bare skulle skylles og sættes på en snor for derefter at skinne som den kostbareste skat. OK...jeg ved det! Ordene svulmer måske en anelse op her, vokser under min pen, for så meget regnede jeg vel ikke med at teenageårenes udgydelser ville kaste af sig? Mindre kunne altså også gøre det. Men nej. Jeg fandt bare et udslukt krater af vulkansk størrelse af ingenting. Kostbarheden var det pureste ingenting. Tomt og pinligt var der, og jeg skyndte mig ud af hullet igen, før jeg blev opslugt. Jeg håber ikke nogen så mig.
Efter at have læst i den medfølgende pamflet at både van Gogh, Hemingway og Picasso har brugt denne type læderindbundne bøger til at notere og skitsere deres mesterværker, fornemmer jeg en svag og tindrende æres-
frygt melde sin ankomst. Æresfrygt og præstationsangst!
Hvad nu hvis jeg ikke formår andet end bare at skrive mit navn i omslaget? Og mit beskedne telefonnummer som enhver kan Google op og spore til mit beskedne hus på Beskedenvej nr. langt-henne-ad-gaden?
Jeg kan mærke min hånd dirre en smule, da jeg som det første skriver ’Hvad er det første man skriver....?’. Men det har aftaget nu, hvor jeg er kommet hertil. For nu kan jeg pludselig fornemme suset fra ordene, som de iler afsted og forbi i et hastigt og til stadighed mere og mere opskruet flow. De berører mig svagt. Jeg mærker dem, mens jeg forsøger at gribe fat i dem og holde dem fast på notesbogens sider - snuser dem ind og tygger på dem. Men de flyder nu endnu hurtigere forbi. Grebet af en rasende strøm.
Jeg må tvinge dem i knæ og se dem lige i øjnene i et fastfrosset splitsekund, for at gøre dem det klart, at jeg altså mener det! Jeg ønsker ikke at dræbe dem som en stålsat toreador eller tage livet af dem på anden måde, for det er jo dem, jeg lever og ånder for. Men de skal vide herfra første side af bogen, at så længe denne bog lever og så længe blækket kan læses, så agter jeg at gøre brug af netop disse ord til at beskrive netop dette øjeblik no matter what. De skal vide, hvem der bestemmer her.
Men denne gang er det noget særligt. Ikke en billig Kina bog af typen 5-stk-50kr, hvor blækket fra min pen vil flyde ud og blive til størknede plamager, der ligner golde øer uden liv, hvor der engang levede folkeslag, der talte smukke sindrige sprog i vendinger om liv og død. Om fortid fremtid og tro og kampen for det daglige brød.
STOP! Jeg må trække vejret. Tage en dyb indånding. For ordene trækker så hårdt i pennen, at jeg er tæt på at miste grebet. Jeg må lægge bogen fra mig og kigge op. Men det er vanskeligt at gi’ slip. For min notesbog, min pen og ordene har virkelig fået tag i mig. Så meget at det fremkalder en rislende og fantastisk kropslig nydelse. For mig er det et vægtløst og smukt øjeblik.
Jeg sidder og puster ud på en af støbejernsbænkene på Plaza de Andalucia lige ud for den gamle hensygnende Bar Central i de andalusiske bjerge, hvor jeg har siddet så tit. Jeg famler efter mine cigaretter og tænder en smøg. Ud fra baren strømmer en musik fra svundne tider og blander luften med en melankoli af en anden verden. Det er som om tonerne gi’r mine ord vinger. En kvinde synger gamle tango sange. Om det er en radio eller en gammel grammofon, ved jeg ikke. Men jeg kan se, de fejer gulvet og flytter lidt rundt på de gamle træstole. Tørrer bordene af. Der er ingen kunder og endnu ikke åbent.
Kirkeklokken har lige pligtskyldigt leveret 11 blytunge og malmfulde slag. Insisterende og elleve gange med tungen lige i munden.
For én gang skyld er tv’et ikke tændt i Bar Central. Her plejer kanalvælgeren at være fastfrosset på den lokalandalusiske kanal, hvor de viser tyrefægtning – horn, haler og ører fylder hele den bedste sendetid. Men ikke i dag. I dag er det gammel smuk tangosang som fylder rummet og plazaen udenfor, hvor jeg stadig sidder med min bog.
Solen har endnu ikke fået det afgørende overtag, og temperaturen er stadig behagelig og sval her i skyggen. Sangene lyder som om de kommer fra en gammel grammofon. Jeg ønsker at øjeblikket og musikken kan vare ved. Så den kan bære mig ind i siestaens brølende stilhed og tavse timer og holde mig ved selskab i min egen tristesse inden den smeltende hede, hvor selv fluerne må indstille deres travle ruter mellem tilsyneladende tilfældige punkter, forsøger at tage livet af mig. Når de flyver hovedkuls ind i en kinesisk mur af siestahede som desperate kamikazepiloter, så ved jeg at kirkeklokken kæmper sin egen kamp for at komme nok bevægelse til at kunne bimle 2 svedende slag.
Mørket trænger sig på. Solen er gået ned bag bjerget og flokke af svaler snor sig ind og ud af mening og mål, som de gør hver aften på denne tid. De flyver lavt hen over hustagene. Tilsyneladende mere og mere ude af kontrol i et desperat forspil eller dødsridt. Rundt og rundt til solen er gået helt ned. Jeg vover mig nu ud igen efter en sveddryppende siesta ovenpå at have skrevet de første linjer i min nye notesbog. Det var som om det tappede mig for kræfter. Starten var febrilsk og feberhed og ordene dansede afsted til tangoens toner. Ude af kontrol som svaleflokken, indtil jeg fik ordene tøjlede og indordnet under musikkens ordnede rytme. Det var en kamp, som jeg måtte vinde.
Det har været en varm dag. Selv efter lokale forhold. Men jeg må prøve igen. Sidde med bogen mellem hænderne og vente på at noget sker. Som i formiddags.
-----
SØNDAG DEN 7. MARTS
Disse skønne hvide flader, hvor man frit kan lade ordene danse henover indbyder til noget skriveri. Flader har vi jo ellers haft nok af her i Danmark de sidste 3 måneder. En ægte vinter så lang og hvid at selv børn er begyndt at sige 'åhh nej ikke mere sne' hver gang himlen drysser sit hvide støv.
Støv er der også på Jakob Bros nye album 'Balladeering', som jeg lige har opdaget for et par uger siden. Men det er ikke gammelt tørt støv og allergi fremkaldende støv, men drømmeagtigt tryllestøv af den slags Klokkeblomst strør ud over os inden vi forsvinder ind i parallelle verdener. Et jazzalbum kan man vel kalde det, men det er ikke bare jazzmusik, det er melodisk og smukt. Højt-til-loftet agtigt. Meget gennemsigtigt, klart og dragende. Dertil en dejlig dokumentarfilm om indspilningerne i Avatar studiet i New York - det gamle Power Station studie. Gamle drenge som Paul Motian og Lee Konitz. Skønt at lytte til dem. 80 årige Konitz og en lige ledes bedaget Motian, som begge spiller som guder, men som er herligt beskidte i munden: 'just fuck around' som Lee K siger, da den flinke og glade danske Bro forsøger at forklare ham, at han kan improvisere rundt omkring temaet.
Sjældent har jeg hørt musik så helstøbt og homogent.
Nu fordriver jeg jo ventetiden til vores eget album kommer på gaden i maj måned med at blogge om andres musik. NAKED FISH 'PÅ DANSK' er på vej, og det er selvfølgelig vores egen musik, jeg vil skrive om. Men hvorfor ikke fortælle lidt om andet musik også. Vi er vel ikke kostforagtere!!!
Josh Rouse albummet EL TURISTA har jeg også lyttet meget til den sidste uge. En amerikaner som er bosat i Valencia i skønne España forbinder USA, Spanien og Cuba med Brasilien. Som en ung fætter til Paul Simon i tiden omkring 'Graceland'. Hør 'Lemon Tree' og ikke mindst 'Valencia' og kom i et humør, hvor man får lyst til at tilbringe et par timer i siestaen med en Tinto Verano eller tre. Organisk musik med strygere, fløjter, trommer og guitarer. Lyden af træ og teaktræs møbler.
Jeg kunne da forestille mig at dyrke albummet i siestaen i mit elskede Monda i Andalusien. Efter at have indtaget et par tapas på Bar del Sur kunne jeg sagtens høre 'El Turista' et par gange mens jeg måske drak en flaske kold knastør Fino og læste i en bog. Det kunne sagtens være 'Kafka på stranden' af japanske Haruki Murakami. Har nu læst en del af hans mageløse romaner, hvor det iøvrigt vrimler med musikreferencer. Har holdt mest af 'Norwegian wood' men er nu kommet til hans seneste om Kafka Tamura, og den indtager i min optik pladsen som den bedste. Har netop ledt efter den meget omtalte Beethoven trio - Opus 97 i Bdur med Rubinstein, Jasha Heifetz og Emanuel Feurmann og fundet den. Den glæder jeg mig meget til at dyrke. Netop deres indspilning af trioen spiller en stor rolle i romanen. Men i varmen og ovenpå Finoen ville jeg nok læse et par sider og så sætte Bros 'Balladeering' og den drømmeagtige musik på og forsvinde ind i en parallel verden, som den der ofte findes i Murakamis romaner.
-----
JUL 2009
I fredags stod jeg i et boligvarehus og skulle have min adresse og mit telefonnummer indtastet i en faktura. Dankortet lynede i en sådan grad, at man ikke kunne kende forskel på det og så al den julepynt hele lokalet var belæsset med.
Jeg kunne godt mærke, at vi var på vej ind i juleforberedelsernes sidste dyre fase. Umærkeligt var vi pludselig kommet op på den store klinge. Mine håndflader blev klamme og grebet ekstra hårdt om det lille stykke plastic med den store betydning. En mængde tanker om julens kommercielle helvede og den afgrundsdybe afstand, der er til julens budskab fik mit humør til at nærme sig noget fra en Dickens-roman.
Alt dette kunne den arme sælgerske naturligvis ikke vide, da hun intetanende bad om mit telefonnummer, så hun bare kunne søge mit navn og min adresse automatisk. Lettere forvirret fremstammede jeg nummeret som hun pligtskyldigt skulle til at indtaste, da min datter udbrød: 'far det er da ikke det rigtige nummer!!!'. Det havde hun ret i. Sælgersken sagde så for at være lidt sjov, at vi jo kunne taste det forkerte nummer ind for at se, hvem det var. Meget nysgerrigt sagde mit barn så: 'hvemses er nummeret?'.
Da blev jeg brutalt hevet ud af mit Dickenseske mareridt - bare for at havne midt i et virkeligt: 'min datter taler ikke rent!!!'. Det løb mig koldt ned ad nakken. Det var rigtigt - at det var forkert. Jo! Mine hårdtprøvede øren spillede mig ikke bare et puds. Lyden af bjælder tav, kasseapparaterne stod stille. Alle stod stille og ventede på, hvad der ville ske. Et dirrende intenst øjeblik som afhang hele julen af, hvad der nu ville komme.
Så trådte jeg endelig i karakter, og sagde med myndig stemme: 'sådan hedder det ikke! Det hedder ikke 'hvemses er det?''. Pyha...jeg havde det som om, jeg havde reddet hele julen. Alle små børn ville takke mig. Julemanden ville komme med en ekstra stor gave. Endelig skulle det blive jul i den gamle købmandsgård-etc-etc...
Men idyllen blev sønderskudt 4-5 sekunder senere. Den gik i spin og crashede hårdt ned mod den hårde klippegrund, da sælgersken brød ind og sagde følgende til min datter og mig: 'Det er rigtigt. Din far har ret. Det hedder ikke 'hvemses er det?'. Det hedder da 'hvisses er det?'!!!
Jeg sagde intet. Betalte møblet og traskede desillusioneret ud af forretningen. Hvad skal man stille op? Det er som at kæmpe mod møllerne. Håbløst. Som at stikke en finger i diget for bare at opdage et nyt hul længere henne. Modløs gik jeg hjem, trækkende min datter forbi de oplyste vinduer. Frelsens Hær sang på gadehjørnet og jeg....ville jeg nå hjem inden jul?
-----
|
